New Danish Shorts

NEW DANISH SHORTS

Torsdag 08.11.18 kl. 19:15 @ Cinemateket

 

I år introducerer vi nogle af de unge danske filmtalenter, som vi finder de skarpeste, mest overrumplende og frem for alt mest originale derude – vi tør godt sige at det lover godt for det fremtidige danske filmlandskab. Fra absurd familiedrama i rammende pink til gribende animation i skærende sort-hvid. Fra medieombrydende dokumentarfilm helt tæt på, til ungt kærlighedsdrama med et glimt i øjet. Og med en poetisk fortælling om liv og død som en rød tråd gennem alle de spændende, sanselige og sydende filmoplevelser. Der vil være Q&A med filmskaberne efter visningen.

 

Et Familieforetagende
Carina Randløv / Danmark / 2017 / 29 min.

Med absurd teater som inspiration og en gennemført, pink æstetik som udtryksmiddel føres vi elegant gennem et dæmpet, men dramatisk familiedrama, hvor hverdagens sysler måske råber højere end de involverede personer i forsvindingssagen om moster Margit.

 

 

Vermine
Jérémie Becquer / Danmark / 2018 / 6 min.

Gennem brug af en gribende sort-hvid og billeder af ægte øjne, så følelserne indfanges helt præcist, føres vi ind i et brutalt, men ømt parallelt univers, hvor antropomorfiske gnavere i metroen i en dystopisk, fransk by, fortæller alt uden at sige det – indtil det måske er for sent.

 

 

Hvad jeg er
Tore Jørgensen / Danmark / 2017 / 11 min.

Intet kan stoppe denne dokumentar der uregerligt, men inderligt, indfanger det anderledes, men også det velkendte lige bagved. Med en medieombrydende æstetik, der ubekymret sparker til gængse udformninger af filmmediet, kan det, der for nogle er så svært at forstå, næsten ikke forklares bedre.

 

 

 

Drops
Karsten Kjærulf-Hoop & Sarah Joy Jungen / Danmark / 2017 / 5 min.

Nogle gange skal der ikke meget til for at indfange et komplekst fænomen. Om det er selve regnens cyklus eller historien om regndråber, der bliver levende og må flygte fra solens udtørrende stråler. Vi præsenteres her for en smuk verden i akvarel, papir og blyant, der stikker dybere end en lille pøl.

 

 

Rockstars
Tammes Bernstein / Danmark / 2018 / 20 min.

Ida er ny pige i klassen. Hun hører psykedelisk rockmusik og er muligvis en værre én, så selvfølgeligt falder bumsede Jonas pladask for hende. For at imponere hende gør han sit bedste, og det er måske lidt for godt, for ung kærlighed og euforiserende svampe udgør måske ikke den bedste cocktail.