Short Docs

SHORTS DOCS

Torsdag 08.11.18 kl. 21:15 @ Gloria Biograf

 

Disse dokumentarfilm går helt ind under huden, når de på hver deres særegnede måde skildrer deres subjekt. Her får detaljerne i høj grad lov til at regere, til at prikke til os og nuancere emner, vi ellers troede, at vi forstod til fulde. I det sirlige, men voldsomme og paradoksale forhold mellem liv og død på et hospice i Finland. Mellem tre generationer af ukrainske mænd, der ser den yngste gentage deres historie, når krigen pludseligt kalder. Et sprudlende, men konstant tilbageholdt liv som queer og muslim i USA. I en namibiers tilsyneladende meningsløse frygt for solen og i en iransk, skræmmende fascination af gentagelsens brutalitet. Alle steder møder vi først og fremmest mennesker med alt, hvad der er dem.

 

 

A Life from Death (Elämä kuolemasta)
Tuuli Teelahti / Finland / 2017 / 20 min.

Døden rammer både hårdt og blidt, men livet ligeså. Denne skrøbelige balance indfanges med den største omhu og næsten udelukkende gennem brug af faste indstillinger i de højspændte, men langsomt forløbende arbejdsprocedurer på et finsk hospice.

 

 

Whole to Part
Vahid Hoseyni Nami / Iran / 2018 / 12 min.

Gentagelsen kan gøre ondt, og historien er dømt til at gentage sig selv. I en tid, hvor mange gruer for fremtiden, kommer en skræmmende, men også fascinerende, stemningsmættet, audiovisuel meditation over fænomenet, og hvad det kan bringe med sig.

 

 

The Last Tape
Cyprien Clement-Delmas & Igor Kosenko / Tyskland/Ukraine / 2017 /12 min.

Familie har man på både godt og ondt. Når barnebarnet vælger at drage i krig for nationen og familiens ære, går familiedynamikken op i et helt andet gear. Især når både far og bedstefar selv drog i krig som unge og nu forsøger at ændre på næste generations valg.

 

 

Another Sunny Day
Tim Huebschle / Namibia / 2018 / 4 min.

Dette års korteste dokumentar byder på en umiddelbart simpel og hjertevarm fortælling om barndommen i Namibia. Men ligesom solskin hurtigt kan gå fra skøn varme til drønende eller endda dræbende hede, afslører detaljerne i beretningen pludselig dybere dimensioner.

 

 

Skies are not just blue
Lysandre Cosse-Tremblay / Canada / 2018 / 25 min.

Queer-miljøet har i årevis åbnet op for mange forskellige minoriteter. At være troende muslim gør det bestemt ikke mindre kompliceret at være queer, og gennem insisterende interviews får man et helt særligt indblik i de tanker og erfaringer, som fire unge muslimske queers går med.